Vi er allesammen lidt forelskede i Brian Mikkelsen efter børsbranden – her er årets vildeste navne i dansk erhvervsliv

Årets billede: Brian Mikkelsen i røg og damp Hvordan en tragisk brand i et af Danmarks mest elskede huse med en unik historie om dansk kapitalisme gennem 400 år kan blive til et triumftog, er svært at forstå. Men foreløbig er Børsen-branden lige netop det for den administrerende direktør for erhvervsorganisationen Dansk Erhverv, den tidligere konservative erhvervsminister Brian Mikkelsen. Hvis der er et billede, som vil blive husket i 2024, så er det billedet af Brian Mikkelsen, som er med til at bære P.S. Krøyers berømte maleri »Fra Københavns Børs« (1895) bort fra den brændte bygning. Vi vil naturligvis også huske de rædsomme billeder af det brændende dragespir på en smuk aprildag. Hatten af for Brian Mikkelsen, som den dag viste, hvad ledelse er, når en katastrofe rammer, nemlig den helt rette blanding af heltemod, handlekraft, omtanke, empati og vemod. Man er i grunden stadig ganske ubekymret for genopbygningen, fordi Brian Mikkelsen har vist samme sikkerhed i genopbygningen som under branden. Vi andre kan ikke vente på, at København bliver sig selv igen i 2028. Årets erhvervskvinde: Ikke så meget snak – bare resultater Helle Østergaard Kristiansen er i 2024 rykket op i A-kæden i dansk erhvervsliv. Og nej, man rykker ikke derop, fordi DR og deres korrespondent Casper Schrøder i deres dokumentar om »Topdirektørerne« lykkes med at tegne et nært og interessant portræt af Helle Østergaard Kristiansen og hendes arbejde som topchef i elhandleren Dansk Commodities. Selve symbolet på, at Helle Østergaard Kristiansen som stadig få kvinder har taget skridt ind i A-kæden, er, at hun har fået plads i bestyrelsen for transportgiganten DSV og dermed sad med om bordet, da virksomheden skulle beslutte at sende 107 milliarder kroner afsted for at opkøbe den tyske stats logistikgigant DB Schenker i danmarkshistoriens næststørste opkøb nogensinde. Men der foregår også interessante ting hos Danske Commodities, som er ejet af den statslige norske energigigant Equinor. Vi taler ikke så meget Equinor herhjemme, for de er i »bad standing« hos aktivisterne i Mellemfolkeligt Samvirke og AkademikerPension, som synes, at et energiselskab i et venligsindet NATO-land, der i øvrigt står for 30 procent af gasforsyningerne til Europas pressede energiforsyning, er for sorte. Det lyder nu ikke så sort for mig at indgå en stor kontrakt om polsk og svensk havvind eller en stor aftale med verdens største kommercielle Power-to-X-projekt omkring solcelleparken i Kassø – alt sammen med Helle Østergaard Kristiansens signatur. Årets erhvervsleder: Så har man vist leveret sit svendestykke Hvilken topchef har virkelig skilt sig ud fra flokken i 2024? Der er i virkeligheden kun fire seriøse kandidater. Det er topchefen for benzinkæden OK, Michael Løve, for sin opfindsomme og kreative redning af detailgiganten Coop. Det er Carlsbergs topchef, Jacob Aarup-Andersen, for med opkøbet af britiske Britvic at lancere en ny offensiv og mindre alkoholisk fortælling om bryggerigiganten efter tabet af russiske Baltika. Det er DSVs nye topchef og tidligere finansdirektør, Jens Lund, for at lukke danmarkshistoriens næststørste opkøb, og så er det administrerende direktør Helle Østergaard Kristiansen fra elhandleren Danske Commodities for at sætte virksomheden på landkortet med flere markante og store grønne kontrakter i 2024. Da jeg satte de fire topchefer til afstemning på LinkedIn, fik jeg ingen særlige indvendinger blandt de 712, som stemte. Faktisk kun én alvorlig, som var, at Salling Groups tidligere topchef Per Bank, som nu er direktør for detailgiganten Loblaw i Canada, foreslog danske Poul Weihrauch fra Mars som årets danske topchef. Også et godt navn. Han burde måske hyldes på en anden måde. I afstemningen på LinkedIn var det Michael Løve, som sejrede, men jeg kan heldigvis selv bestemme. Jeg vil gerne se, at redningen af kriseramte Coop faktisk også lykkes, før vi hænger kors, bånd og stjerner på Michael Løve. Derfor bliver Jens Lund fra DSV mit bud på årets erhvervsleder. Sådan må det være, når man pludselig har skabt Danmarks næststørste virksomhed målt på omsætning efter gode gamle A.P. Møller - Mærsk. Tillykke. Årets optur: Slår DSV på målstregen DSV og deres forholdsvis nye topchef, Jens Lund, lignede længe spidskandidaten til årets optur. Det er årets optur at stå for danmarkshistoriens næststørste virksomhedsopkøb, da DSV for næsen af andre stærke bydere løb med den tyske stats logistikgigant DB Schenker for 107 milliarder kroner. Det er lidt bittert at blive slået på målstregen midt i december, da Novos egen giganthandel bliver endeligt godkendt. Det er lidt indviklet. Det er formelt Novo Nordisks ejer, Novo Holdings, som køber amerikanske Catalent for 117 milliarder kroner, hvorefter Novo Nordisk køber tre påfyldningsfabrikker af Novo Holdings for 83 milliarder kroner. På den måde er der ifølge Børsen tale om både danmarkshistoriens største og tredjestørste handel i samme handel. Sådan. Danmarks hidtil tredjestørste handel var fusionen af Novozymes og Chr. Hansen til Novonesis i 2022 – en handel til 81 milliarder kroner. Det er endnu en fjer i hatten for Novo Nordisks topchef, Lars Fruergaard Jørgensen, som med opkøbet får skabt de muskler, som betyder, at den danske medicinalgigant får skaleret sin produktion af slankemidlet Wegovy. Lidt malurt i bægret er det, at Novo Nordisk så blev rundbarberet på fondsbørsen på en af årets sidste handelsdage på dårligt fedmenyt. Årets nedtur: Ingen grøn strøm i batteriet – heller ikke imagebatteriet Sikke en maveplasker. Hvis Martin Præstegaard var den nu afdøde britiske dronning Elizabeth, ville han sikkert tale om et »annus horribilis«. For ti år siden var ATP en af Danmarks mest respekterede virksomheder. I 2024 er omdømmet ifølge Berlingskes årlige imageundersøgelse kollapset, så ATP nu er i kategori med tobaksgiganter, DR, ECCO, DSB, Coop og PostNord. Kun Ørsted har oplevet et større tab af omdømme end ATP i 2024. Året slutter så med, at ATPs topchef med en fortid som departementschef i Finansministeriet i et interview til DR må erkende, at de mange penge, som pensionsgiganten har skudt i et nordsvensk batterieventyr, er tabt. Og hertil skal man så lige lægge nyheden om, at ATP også har tabt knap en milliard på den danske solcellegigant Better Energy, som 19. december annoncerede en rekonstruktion. Vi er naturligvis her på Berlingske lidt sårede over, at Præstegaard hellere vil tale med DR end med os, fordi vi vedholdende har dækket ATPs nødlidende forretningsmodel. Sådan må de også have det på dagbladet Børsen. ATP har simpelthen ikke nogen gode svar på, hvorfor pensionsgiganten må spille for fattige pensionisters regning for lånte penge, og om det var sagligt at satse mindst 2,3 milliarder på et nordsvensk batterieventyr og knap en milliard på Better Energy. Hvorfor skulle 2025 blive bedre for Præstegaard og ATP end 2024? Årets skandale: Ingen kender de rigtige skurke Årets erhvervsskandale er og bliver Nordic Waste. Randers-virksomheden, som af Dagbladet Børsen blev udnævnt til en af Danmarks bæredygtige virksomheder, kollapsede under et bjerg af urenset jord. I nogle uger kæmpede Nordic Waste og milliardæren Torben Østergaard-Nielsen om den tvivlsomme ære at være Danmarks mest forhadte. Det ser selv i dag ud til, at Torben Østergaard-Nielsen vandt den konkurrence. Ikke fordi han havde noget direkte ansvar for katastrofen, men fordi han er milliardær. »Jeg er ikke en del af deres undersøgelse, og jeg er heller ikke en del af det, de finder. Jeg er af den overbevisning, at vi har gjort det rigtige, og at der ikke er noget at finde på os. Men vi må jo kigge på resultatet af undersøgelserne, når de kommer.« sagde den formelt ansvarlige for holdingselskabet USTC, Torben Østergaard-Nielsens datter Nina Østergaard Borris, da hun i juni gav et interview til Berlingske om skandalen. Der er ingen engle i denne sag, men den fortæller en historie, som det er værd at lære af. Alle var i starten så optaget af at identificere skurken og placere ansvaret hos Torben Østergaard-Nielsen, hvor der højst indirekte var et ansvar, at det har gjort alle dummere på sagens faktiske forhold og de direkte ansvarlige for katastrofen – lige fra statsministeren og hele veje ned. Og nu gider ingen rigtig høre mere om jordbjerget i Randers. Årets svingdør: Ved hverken noget om finans eller medier Kandidaterne til årets svingdør er talrige som ørkenens sand, for det er åbenbart enhver ministers og departementschefs drøm at slippe for dårlig løn, uendelige arbejdstider og evindeligt bøvl på Slotsholmen. 2024 var året, hvor Danmarks vicegeneralsekretær i OECD Ulrik Vestergaard Knudsen hellere ville være glorificeret sælger hos André Rogaczewski i Netcompany, hvor departementschefen i Beskæftigelsesministeriet Søren Kryhlmand hellere ville være toplobbyist hos Dansk Industri (DI), og hvor tidligere skatteminister Karsten Lauritzen droppede jobbet som transportlobbyist i DI for at blive advokatlobbyist. Ja, Venstres tidligere formand Jakob Ellemann-Jensen valgte også jobbet som lobbyist, og det blev Dansk Erhverv, som løb med ham. Men over dem allesammen svæver Danmarks tidligere topdiplomat Lars Gert Lose, der landede jobbet som toplobbyist i Finans Danmark. Et job, hvor netop nævnte Ulrik Vestergaard også blev flittigt nævnt på rygtebørsen. Men for Lose blev det dermed kun til knap tre år som en slags udenrigsminister i Danmarks ondeste grønne kapitalfond, Copenhagen Infrastructure Partners (CIP). Der sidder naturligvis et godt hoved på skuldrene af Lose, og det får han brug for, når han uden nogen som helst indsigt overhovedet i finans, bank og realkredit skal forsøge at manøvrere mellem finansgiganterne Danske Bank, Jyske Bank og Nykredit. Analysen må være, at lobbyorganisationen Finans Danmark har mere brug for en diplomat end faglig indsigt, fordi konkurrencen mellem bankgiganterne er spidset til, ikke mindst efter Nykredits køb af Spar Nord, i en sådan grad, at toplobbyisten er bedre stillet ved ikke at være belastet af tung finansiel indsigt. Man kan hurtigt blive trampet ned, når hanelefanterne vil slås. Og det er dobbelt op for Lose. Ikke alene ved han ikke noget om finans. Han ved heller ikke noget om medier. Derfor er han naturligvis det perfekte valg som formand for DR. Årets selvmål: Han vil gerne være pensionens store rorgænger – det går ikke særlig godt Når ATP mere eller mindre frivilligt har opgivet rollen som det store dyr på pensionssavannen, så er der andre store dyr i skoven. Martin Præstegaard er så optaget af at håndtere kritikken af sin risikable forretningsmodel, sine elendige afkast, sit forvitrede image og nu over tre milliarder to på store grønne investeringer, at ATP slet ikke taler med samme vægt, som da Carsten Stendevad og Lars Rohde regerede. Øjensynligt synes pensionsbossen Bo Normann Rasmussen fra AP Pension, at han er den nye løvernes konge. Det er en noget sølle løve, så han skal nok blive kanøflet, når en anden løve melder sig. I februar valgte Bo Normann Rasmussen selv i Berlingske at lancere tanken om, at vi som medarbejdere med årene mister værdi. Det var ikke noget, Berlingskes journalist havde lokket Bo Normann Rasmussen til at sige i et friskt øjeblik. Det var noget, som Bo Normann Rasmussen ønskede at sige. »Det er muligvis ikke så politisk korrekt, men vi er nødt til at tale om, at vi alle har en markedsværdi på arbejdsmarkedet. Og på et eller andet tidspunkt falder den,« konstaterede Bo Normann Rasmussen. Citatet afslørede, at Bo Normann vidste, at der ville blive ballade, og det blev der så selvfølgelig også. I stedet for at stå fast krøb Bo Normann Rasmussen i et musehul og lagde på LinkedIn afstand til sine egne udtalelser. Pinligt at krybe i et musehul, når man med åbne øjne vælger at åbne en svær debat. I juli var den gal igen. Her lancerede Bo Normann Rasmussen i Børsen et indviklet og temmelig totalitært forslag om en differentieret pensionsalder. Når man gik Bo Normann Rasmussen og AP Pension lidt på klingen, viste det sig, at forslaget om, at 90 procent af os allesammen skal gå på pension syv måneder senere, for at de ti procent med de hårdeste fysiske job skal kunne gå på pension fem år tidligere, slet ikke var gennemarbejdet eller gennemregnet. Forslaget er med andre ord ubrugeligt. Lad os få en anden løve på pensionssavannen i 2025. Årets citat: En parade af magtarrogance Jørgen Ejbøl ender med at slutte en 30 år lang historie som manden med magten på Jyllands-Posten med en katastrofe af et eftermæle. At Ejbøl var med til at skabe JP/Politikens Hus og i mange år var ansigtet på Jyllands-Postens stærke position som et borgerligt kvalitetsmedie, er glemt i den groteske farce i den fond, han var formand for. Nu er der kun én historie om Ejbøl, og den er, at han misrøgtede den fond, som i starten af 1970erne blev skabt for at beskytte Jyllands-Postens uafhængighed. I stedet for at vise ærbødighed for avisens historie og tradition blev Jyllands-Postens Fond tilsyneladende Ejbøls personlige ejendom, og i sit forsvar for roderiet og lovovertrædelserne i fonden optrådte Ejbøl på en måde, som må skabe problemer for Jyllands-Posten selv, når de engang skal ringe til en kilde og stille kritiske spørgsmål. Der er kun et citat, som kan være årets citat i dansk erhvervsliv, og det er Ejbøls citat, hvor han kalder de to bestyrelsesmedlemmer, tidligere forsvarschef Peter Bartram og den aarhusianske erhvervsmand Michael Holm, som prøver at bringe det syndige rod i Jyllands-Postens Fond til ende, for sladrehanke: »Normalt er bestyrelsesarbejde fortroligt, men de to herrer ønskede det anderledes. Hvis du trækker deres indlæg ud af det her og deres sladrehankearbejde, ville det her arbejde (Erhvervsstyrelsens undersøgelse, red.) slet ikke foregå,« sagde den nu tidligere formand til MediaWatch. Vi håber, at Ejbøl vil tænke lidt over, da han nu har lidt mere tid, at der ikke findes journalistik uden sladrehankearbejde. Det er morsomt at tænke på mediernes kilder til afdækningen af de elendige ejendomsvurderinger eller hvidvasksagen i Danske Bank som sladrehanke. Sådan har vi ikke tænkt på dem før. Sært nok sidder de fleste medlemmer af den bestyrelse, som lod sig hundse rundt med af Ejbøl, stadig i Jyllands-Postens Fond. Altså undtagen Peter Bartram. Manden, som bidrog til at få ryddet op i roderiet, blev sendt ud af Ejbøls tilbageværende venner i bestyrelsen ved den førstgivne lejlighed. Årets sniger: Ud med diplomaten – ind med lobbyisten Måske skal man ovre hos finanssektorens lobbyister i Finans Danmark lige følge lidt med i, hvad der foregår hos Landbrug & Fødevarer. Landbrugslobbyisterne fik også for et par år siden den fikse idé, at det, der var allermest brug for i landbruget, var en diplomat frem for en person med dyb indsigt i erhvervet eller bare lobbyisme til at stå i spidsen for Landbrug & Fødevarer. Derfor blev den tidligere danske ambassadør i Jordan og Libanon Merete Juhl hentet til Axelborg. Blot to dage eller 48 timer gik der imidlertid fra annonceringen af den grønne trepartsaftale om landbruget, til Merete Juhl blev fjernet som direktør og erstattet med den politiske direktør i Landbrug & Fødevarer Morten Boje Hviid, der har en lang karriere som toplobbyist og rådgiver på højeste politiske niveau. »Fremover skal der være lighedstegn mellem den administrerende direktør og den politiske strateg. Mortens evner i at angive retning, sætte et hold og levere politiske resultater for vores medlemmer har været udslagsgivende,« sagde Landbrug & Fødevarers formand, Søren Søndergaard, da han annoncerede Morten Boje Hviids udnævnelse. Hvad vi andre har hørt, er, at når Søren Søndergaard skulle have én og kun én person med i de vanskeligste og mest indviklede dele af trepartsforhandlingerne, hvor der kun måtte være to fra landbruget til stede i lokalet, så var det Morten Boje Hviid, han ville have med, ikke Merete Juhl. Det er naturligvis totalt uholdbart for både Søren Søndergaard og Merete Juhl. Hvorfor skulle Merete Juhl dog trækkes ud af diplomatiet for ingenting? Man kunne stille formand for Finans Danmark, Nykredits topchef, Michael Rasmussen, det samme spørgsmål, nemlig om det ville være den nyudnævnte Lars Gert Lose, han ville tage med, hvis han skulle forhandle alle finanskrisens indviklede bankpakker forfra. Jeg tror, at jeg kender svaret. Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervskommentator https://www.berlingske.dk/kommentar/vi-er-allesammen-lidt-forelskede-i-brian-mikkelsen-efter-boersbranden